Mad

Mad

Alle børn skal hver dag medbringe egen madpakke til frokosten og en kop som barnet kan bruge til vand gennem dagen.

Formiddags– og eftermiddagsmad får børnene serveret i Slotsparken. Alt mad som serveres for børnene, er lavet af økologiske råvarer. Vi bager selv boller og rugbrød sammen med børnene hvilket stimulerer sanserne og skaber en hjemlig stemning når det kan duftes i hele huset.

I Slotsparken har vi en køkkenhave. I køkkenhaven dyrkes forskellige grøntsager, bær og krydderurter som vi bruger i køkkenet. Børnene er med til at passe på vores køkkenhave, de vander og fjerner ukrudt for at skabe de bedste betingelser for grøntsager, bær og urter. Børnene hjælper også med at plukke bær, samle krydderurter og grave grøntsagerne op og derefter lave mad. På den måde får børnene et virkelighedstro forhold til hvor maden kommer fra og samtidig bliver føle-, smags-, lugte-, syns- og høresansen stimuleret når børnene er med i urtehaven. Sammen med børnene laver vi også saft af legepladsens hyldetræer, gelé af paradisæblerne og grød og most af vores æbletræer. Vi modtager altid meget gerne frugt, der er i overskud fra jeres haver. 

Morgenmad

Der er mulighed for at spise morgenmad i Slotsparken indtil kl. 7.20, hvis man ikke har spist hjemmefra. Vi tilbyder havregrød eller havregryn og til tider en hjemmebagt bolle. Til morgenmaden tilbydes desuden mælk og vand.

Formiddagsmad/mussebidder

Til formiddag spiser vi “mussebidder” hvor vi tilbyder boller/grovboller/hjemmebagt rugbrød m. smør samt vand. Oftest deler et barn mussebidder ud når vi er kommet ud på legepladsen. De dage hvor bålet tændes, vil mussebidderne være det, som bliver tilberedt på bålet. Det kan være pandebrød, pandekager, popcorn, suppe mm.

Eftermiddagsmad

Alle børn tilbydes følgende:

Mandag: Skemad fx suppe, koldskål, grød mm.
Tirsdag: Frugt og/eller grønt.
Onsdag: Hjemmebagt rugbrød med smør og ost.
Torsdag: Hjemmebagte boller.
Fredag: Hjemmebagte boller.

De børn som hentes efter kl.16, har mulighed for at spise resten af madpakken. Hvis den er tom, tilbydes de noget fra køkkenet.

Maddage

Når den enkelte stue har maddag, bestemmes en vegetarisk ret, som der købes ind til og som tilberedes sammen med nogle af børnene fra stuen.

· Første fredag i måneden har Skrubbestuen maddag.

· Sidste fredag i måneden har Krabbestuen maddag.